Posts in Category: Denmark and migration

Rum 46, Aarhus, August 2013

Rum 46, Aarhus, August 2013

Banner saying “When I grow up I want to become Danish”

I often pretend that I am not an immigrant, 2008

I often pretend that I am not an immigrant, 2008

1917851_219702105750_6824935_n

Jeg hedder Hulya

Jeg hedder Hulya, et helt almindeligt dansk navn!

Det udtales lydret sådan her [Hylja]. Jeg skriver det gerne under min jobansøgning lige næstefter min underskrift. Jeg vil gerne at det bliver behageligt for arbejdsgiveren at udtale mit navn når jeg/hvis jeg kommer til jobsamtalen. Men ogsa for mig, jeg vil gerne vaere Hulya pa tyrkisk.

H – umlaut eller u med to prikker – L – engelsk Y eller dansk J – og A

H   – u   – l    – y   – a

Måske jeg er lidt ligesom min far, nemlig en der skriver om natten; Jeg har dog ikke lagt mine børn i seng men i stedet lagt London i seng (og har heller ingen orange skrivemaskine). Metropolen er gået til ro omend et par ambulancer, taxier og røde busser stadig kan høres ude fra min highstreet.

Jeg er vist et kært barn; jeg har haft mange navne/kælenavne ligesåvel som øgenavne og formelle kaldenavne.

I min skoletid var mit navn sjældent et problem alle udtalte det på dansk og jeg stillede aldrig spørgmålstegn ved det. Det var blot sådan det var; så derhjemme var jeg Hulya udtalt på tyrkisk på den rigtige måde (det kaldte jeg det dog ikke dengang) og i skolen og ved offentlige instanser var jeg [Hylia, Hyrliga, Hylija,]. Jeg kunne blive udtalt på mange måder så når jeg sad i fx et venteværelse hos en speciallæge eller hos hudlægen så skulle jeg være ekstra opmærksom rent auditivt for mit navn kunne sagtens allerede være råbt op, for jeg vidste jo aldrig hvad jeg kom til at hedde den dag.. Jeg må have fortalt det til mine veninder i folkeskolen for da jeg skulle have isnet en fodvorte op til flere gange kom mine veninder selvfolgelig med op til hudlaegen i Hundige Centret. De ville også gerne vente i stor spænding på at mit navn blev udtalt skrupforkert så vi alle sammen kunne grine hojlydt af det. Det blev et ritual hver gang at de så tog med mig til hudlægen.

Det var i virkeligheden kun når der var vikar eller at jeg startede på gymnasiet eller på seminariet at der ved opråb af klasse-protokolen var øjeblikke hvor jeg nærmest følte at det var pinligt og skamfuldt at være tyrkisk og ikke have et dansk navn. Jeg sad og ventede på at mit navn skulle råbes forkert op. I dag tænker jeg at jeg forinden burde have lært min nye lærer eller vikaren hvordan mit navn skulle udtales så jeg ikke følte mig anderledes eller at læreren blev flov over at have udtalt mit navn forkert og sat mig i rampelyset. Jeg er selv uddannet folkeskolelærer og jeg gjorde i starten af min lærerkarriere meget ud af i dte mindste at udtale de tyrkiske og mellemøstlige børns navne korrekt, men overraskende nok blev jeg irettesat af elever der syntes det var flovt at deres navn blev udtalt på deres modersmål. Det var ikke dansk. De ville hellere hedde Ayse og ikke udtales med tyrkisk accent Aishe. Jeg gjorde det de bad mig om for måske ville jeg også helst udtales på dansk dengang jeg var skoleelev. Det får os nok til at føle at vi er danske mens vi er børn.

At ringe hjem til Annika endte altid i sjov og ballade, da hendes far nærmest altid tog telefonen når jeg ringede og råbte som en reaktion altid “Hulya, hvem er det der hyler” og ”der er en der hyler her i telefonen Annika” sa det kunne hores hele vejen ud af stuen og ind på Annikas værelse. Så der blev grint en hel masse hver gang jeg ringede til familien Lysskov Larsen.

Eller når man foretog et opkald til en ny person så kunne man risikere denne her: “Hulya hva for noget.. af hva behar. Kan man hedde det?”

Foran på de hvide rudekuverter igennem mit tidlige voksenliv, ventede jeg spændt på hvordan mit navn nu mon var stavet denne gang, for hvordan er det lige at man som sekretær eller adminstrativ medarbejder på Frederiksberg Kommune kan finde på at stave mit navn således; Hyrlige Vcar. Jeg er dog i min gymnasietid blevet kaldt Afskylia navngivet efter Skærmtrolden Hugo’s merchandise aka Afskylia-bolcher.

Inden jeg flyttede til London ville det have været utænkeligt for mig at have et ønske om at mine danske veninder skulle udtale mit navn rigtigt og at ejg ikke var 2 identiter ej heller 2 navne. Jeg ville gerne samles I et og smame navn udtalt pa tyrkisk og føle at ejg var stolt af at være tyrkisk og ikke skamme mig over min baggrund, som jeg ahvde gjort det igennem hele mit liv. Jeg ønskede at jeg kunne bruge visse tyrkiske ord blandt mine danske veninder og få dem indført I vores fælles ordforråd.Men selvom jeg engang imellem prøvede så var det skamfuldt.gad vide om de ved det?

Jeg ville gerne kalde min far for baba for det er det han er og min mor for anne. Og jeg ‘nskede inderligt at kunne bruge det I en sætning på dansk og bare lade ordet baba kravle forsigtigt ind og indtage sin plads ved siden af æ,ø og å’erne. Det ville have passet så godt og ingen skulle stille spørgsmålstegn ved det og vi sku heller ikke tale om det. det sku bare ske. men det er det stadigvaek ikke for mit vedkommende.

Eren min nevø på 5 år bad en dag sin far om at udtale hans navn som Eran med ‘a’ i, fordi pædagogerne I hans børnehave ikke kunne udtale det. Og det ma have betydet noget for ham. Jeg husker at Eren græd da han bad min bror om at han aldrig mere skulle kalde ham Eren, men istedet det i danske ører mere danskklingender Eran, som i Eran DD. I lang tid forsøgte min bror og hans kone at lære pædagogerne at udtale Erens navn,men det kunne de simpelthen ikke finde ud af. Og til sidst gav Eren op, det var hjerteskærende og hvor må det have været svært at være forælder i en sådan situation. Eren bor nu i istanbul og går på en engelsk-sproget international IB-skole og hans forældre nyder at bo udenfor DK.

Min niece Ronya ville være blond ligesom Rapunzel. Hun mente at når hun blev stor ville hun blive lyshåret ligesom Rapunzel. Det er disturbing for mig at vide dette.

I london boede jeg i en bedsit og min gode ven og nabo Rick havde en gammel bog fra et antikvariat der hed Most Common English names vistnok. Og jeg ønskede mig så inderligt den bog og at den kunne have en dansk søster-bog med de mest gængse danske navne. Og i den bog skulle der stå Hulya, Eren, Ronya, Hatice, Haydar, Sati, Huseyin, Melek, Eda, Melisa, Suna, Mitat, Deniz, Veli, Emine, Dogan og Emrah. Det er navnene på alle i min familie nemlig. Og der skulle være masser af andre navne på arabisk og pakistansk m.v. og kommunerne og skolerne skulle have en hver.

https://www.seslisozluk.net/en/what-is-the-meaning-of-h%C3%BClya/

 

 

Muslima.

Muslima.

Stencil on wood. Displayed at closed stall on Ridley Road Market in Dalston-London.

The teaglass lamp; “resisting Hospitality” at The Invisible Line, Dalston/Hackney-London.

The teaglass lamp;

‘Resisting Hospitality’:

On behalf of community:

The intention with the Turkish tea glass lamp is site specific to Dalston Lane, that has a big community of Turkish citizens. But due to the re-generation of the area, cleaning up and evening out the asphalt to welcome new citizens who pay higher rents, due to the huge interest in the new and cooler Dalston/London Fields area. I wanted to give attention to this, in my opinion gentrification. By letting the Turks see themselves in the window display of a newly ‘mushroomed’ gallery in this area.

The people in this area are looking back at us, gallery owners, artists, EU-citizens, café owners who all try to make money out of this area. The funny but also sad thing being that it is the same people knowing the cultural theory behind gentrification, so they are aware that they are doing this. That we are all taking part in the process of ‘killing Dalston’.

I wanted the old Turkish and Kurdish uncles of this area to be able to see themselves one last time, pay them a certain respect for living (read: surviving) in Dalston when it was all dirty, dark and criminal. I wanted to thank them for making it ready for us “money makers” and wanna-be artists.

I wanted them to stop in front of my lamp and see their culture as a part of this area although things are not changing but ahs already changed!

If one dark mustached uncle stops in front of this gallery and wonders and feels like going into a gallery that is soooo different from his world that means that I have done a difference to this area although tiny and ephemeral.

Im sad that areas like Dalston only have a certain time of living and a best before date is long gone..

The work is both an act of using an exoticized everyday object, that anyone can obtain in inner Copenhagen, in North East London or in any other metropol today, in a new way to emancipate it from its exoticized post-colonial position. And give it a new form to save it from being exoticized.

On behalf of girls/women: I always wanted to give a traditional everyday object a new form, literally turning its purpose upside down. Middleastern cultures are known for their hospitality, bringing tea as the first thing whenever someone visits them. I do not want to be hospitable anymore! It feels naïve after having been colonized.

Physically drilling the tea glasses is a picture on the defloration of virginity of Turkish girls to emancipate them from present servicing which are obscured performative acts leading to future marriages. The drillings give rise to an impossible tea serving. The tea cannot be served. The act/the tradition is thus killed.