Før jeg flyttede og flere år ind i mit engelske ophold var jeg ganske sikker på at vores danske afslappethed med huller i sokkerne og den store skam ved at pynte sig (read:dressing up) ikke var at finde andetsteds i andre kulturer.

Rimelig tilfreds med mine huller i sokkerne, min Centurion-cykel der engang blev transporteret fra Aarhus til København og nu var med mig helt i London og strømpebukser der for længst var ovre sidste holdbarhedsdato med store masker der var løbet, huller og misfarvninger pga slid og fordi de med stor sandsynlighed var 2. eller endda 3.sortering fra TKMaxx.
Disse hullede strømper som jeg hele min barndom havde undgået. Dengang føltes det ikke cool og jeg havde allerede huller i både skoene og i mine vinterstøvler. Og jeg ejede kun ét par sko ad gangen, sådan var det jo bare dengang. Selvom det var lettere at stoppe hullerne i vinterstøvlerne med mine mange lag af toiletpapir og vi gik i skole sammen, mig og lagene af toiletpapir, som jeg tidligt og ganske sirligt udskiftede hver morgen, var jeg ikke ked af det over disse ting dengang. Jeg vidste bare ikke at det kunne være anderledes. Sådan var det måske for alle de andre der også voksede op med den brummende lyd af dybfryseren inde på deres soveværelse. Måske rejste disse børn sig også op fra dybfryserens låg midt i deres leg, når deres mor gerne ville hente nedfrossen spinat eller köfte fra dybfryseren? måske de også hørte at den brummende lyd af og til tog af? Og at den grønne lysende knap nogle gange kunne blive rød. Måske den også var derinde fordi den faktisk varmede inde i børneværelset? Måske havde de andre børn hvis forældre var tyrkiske heller ikke nogen gummistøvler og måske vidste de slet ikke hvad gummistøvler overhovedet var!? (Og jeg skrev om min store antipati imod regntøj og gummistøvler generelt et andet sted. skal nok poste på et andet tidspunkt).

I mange år troede jeg, at jeg var the “cool Dane”; We can be as relaxed as we like, there are no real formalities in Denmark/in our society and we dress the way we like. Men så tænker jeg pludslig tilbage og husker at jeg ikke var ligeglad med mine huller i skoene. Og at have hullede strømper var utænkeligt for os børn født i DK af tyrkiske forældre. For os var hullerne nemlig ikke noget valg, som vi med modsat hvide privilegier kunne være ligeglade med. Vores forældre var helt nye i et helt andet land og vi vidste end ikke ikke hvor man kunne købe gær fra (og den første gær kom endda helt fra Hamburg og min far skrev sågar om det på tyrkisk) og vi havde slet ikke arvet noget fra nogen endnu. Huller i sokkerne var synlige, men huller i skoene kunne holdes skjult.
At kunne gå i hullede sokker var nemlig et privilegie dengang som nu. Et privilegie vi ikke havde dengang og en skam vi bærer rundt på idag.
Men de hullede sokker og vores afslappethed og det danske matchende joggingsæt blandt mange danske ægtepar kan stadig ikke sammenlignes med det at være queer. For queer er et valg ikke en nedarvet kultur der egentlig har sine rødder i Janteloven og som ofte tvinger os ned i væremåder som ikke er frie.

At være queer er mange ting og alting.
Sometimes I feel like dressing “wie eine persone die ‘monocultural’ ist”. Just to feel Danish and to blend in and breathe without being constantly stared at. But then my ‘mimicking’ wouldnt be very welcome either. Trying to be as Danish as the Dane. Since I know it and I have experienced this before. Even my colleagues seems to compliment and like me more when I dress monoculturally and mainstream. Then they feel that they ‘get me’ maybe and that I am someone not so very different from them…

—
For instance during last summer at my workplace the Danish School in
London I got so obsessed with avoiding to get a tan, as it made me feel so embarrassed/ashamed to have gotten a bit darker with the rays of the warm sun, it almost felt like being dirty and not being able to wash it of. Ashamed that I was a person of colour as well as being tanned on top of it all. I who loved to be tanned and felt more like my real self when tanned even back in Denmark…
But here the Danish society that I am part of is soooo tiny; it’s a microcosmos of Danishness. Very concentrated and full-on in speed and power. And I have never felt this brown. I even refrained from looking at any mirrors when I was at work, coz I couldn’t stand that I was soo dark when everyone else around me were sooo white and blond. I looked into the mirror whilst helping my pupils to wash their hands, knowingly avoiding my own reflection only looking at their faces…Maybe because they were too blond. But nonetheless it made me feel awful, dirty and unwashed and most of all it felt wrong to just be me and to exist in that colour of mine. My summer colour.my real colour. the one I would have looked like almost all year around if I had grown up and lived in Turkey perhaps…
I genuinely have never felt my colour this specifically and intensely whilst growing up in DK. Here the gazes I got from the Danish grandparents, family friends, aunts and uncles from Denmark and the parents who never got around to really accept me as a real Dane were so intensified and pure.
Maybe I wasnt the only dark person in the whole wide Danish world back then. But here I was. Maybe the very fact that in Denmark it was easier to avoid me when Danish parents are affluent and rich, they just wouldn’t have to deal with having me around or to be pushed personally to take a stand against me or to me as a human being who loves their child effortlessly and naturally just as a teacher always should…
One thing is migrants and new Danes in Denmark, but how the hell did they also come to London?! Mysterious!
But here I am. It’s April. I need a tan and the palms of my hands are already lighter in colour than the upper surface of my hand..And I am scared to feel dirty, black-er, brown-er, uglier and different again.

A year has past and this is my second year at the Danish school and this year I am consciously already tanned and feel much better, although everyone stares at me in school and one of the 10-year old pupils does not want to compare her tan with me, because as she says, “Hulya you are always brown”. I try to challenge her and demand to compare tans as well as trying to tell her that I am quite tanned compared to a month ago. She unwillingly goes along with comparing her half something else/half Danish teint with me to quickly move onto others that she can feel more tanned towards.

Queere Danmark, hvornår følger du med tiden og bli’r queer? Eller bare et sted hvor man gerne må være sig selv og original og fri for Jantelovens klamme hånd? En dansk kvinde sagde for et par uger siden at hvor hun dog savnede den danske afslappethed. Jeg tænkte at hun havde ret, men så følte jeg pludselig at jeg jo var en outsider og at jeg i DK ikke følte at de der afslappede ting nogensinde gjaldt mig. Så den ting vi ville kalde queer her i London er ikke nødvendigvis det som er queer i den danske kultur?!! Alt imens jeg prøver at forstå alting på en gang, men ikke desto mindre i små brudstykker henad vejen i mit liv ser jeg at Janteloven har blandet sig godt og grundigt med racismen og eurocentrismen (og de er svære at skelne fra hinanden hvis man ikke selv har mærket dem på egen krop eller har læst en masse teori omkring det…), samt det privilegie jeg aldrig havde i DK, men som jeg har når jeg er i London (i ikke-danske zoner) eller i visse kredse i Tyrkiet. Og jeg tænker på min samtale tidligere på aftnen med min lillebror om at vores udseende ligner tyrkere fra Tyrkiet og vores adfærd og påklædning virker moderne og europæisk som de andre tyrkere i Tyrkiet, men han nævner at tyrkere derovre derfor er nødt til at have en for-forståelse omkring ham som det første for ikke at blive forvirrede og forvente at han er ligesom alle andre tyrkere der er vokset op og har gået i skole i Tyrkiet og som fordi han har en høj stilling forventer at han har gået på dyre skoler i Tyrkiet og ved alle de ting de ved. Og jeg indser først nu nogle timer senere at jeg også gør det, for vi ligner de tyrkere MEN vi er jo ikke rigtige tyrkere. Og han fortsætter nogenlunde sådan her; ‘…i Danmark er for-forståelsen der jo allerede Hulya, indbygget i min hårfarve. jeg behøver ikke at sige noget kun at gøre mit bedste for at brilliere og vise at jeg er en af de dygtige fyre med indvandrerbaggrund. Det hele hedder vist privilegie…og det bedste og mest intelligente jeg har diskuteret i fællesskab med nogen idag. Han er min bror og jeg tror sgu jeg elsker ham for nogle gange at forstå disse ting (påny for mit vedkommende, da jeg jo har brugt 9 år på at sætte mig ind i de kulturelle koder der er i Tyrkiet og i dets nyere unge diaspora segment her i London. Hvorimod min bror kun har ‘kæmpet’ i 4 år) i fællesskab med mig. Endvidere talte vi om at når andre skal gøre noget 1 gang skal vi nok gøre det 2 gange. Selvom jeg faktisk personligt tror vi skal gøre det nogle flere gange. For selvom far inkluderede Pablo Neruda i sit digt og vi ejede James Joyse’s “Selvmord” på tyrkisk og far var ven med Erik Stinus og vi kendte kunstnere fra mange steder i verden, så vidste vi ikke noget som helst om de der danske design-stole og design-ting, som min ven Jonas ofte talte om og som han havde arvet. Vi var bagud med nogle-mange ting og de kan ikke samles op på sådan lige pludslig eller gennem et helt liv endda tænker jeg nogen gange. Jeg er personligt stadig ved at samle op på mit tyrkiske sprogbrug, ordforråd og kulturelle koder, samt de store navne og begivenheder indenfor politik, litterære værker og forfatternavne bare for at nævne nogle enkelte ting…
Hulya det hedder privilegie. Vi har det kun når vi står i det modsatte land (nogle gange). Hvor fanden er det egentlig cool at være tyrker henne? Mange steder ved jeg, også i DK. Enten hvis du er på besøg eller hvis du kommer med din tyrkiske monokultur som er ligestillet med den danske kultur også klassemæssigt befinder dig det samme sted som den du taler med. Så er det faktisk ok ser det ud som om. For det der med at være to-kulturel er sgu da lidt mærkligt og ingen ved helt hvad det er, hvad de kan eller hvor meget de ved om deres 2 kulturer. Vi ved det heller ikke selv, det er mere noget work-in-progress-agtigt rent identitetsmæssigt, så sammenlignet med folk der blot er monokulturelle er der et ekstra stykke arbejde at gøre. Det er hardwork hvis du har lidt hjerne. Desværre.
Men vi er altså lidt mere creol, lidt mere queer fordi vi netop blander farverne og tøjet og finder nye former indimellem de 2 baggrunde, men den der evige shaming som er implicit i Janteloven giver desværre ikke lov til at vi er queer. Jeg har nemlig prøvet at udfordre det gennem min påklædning. I DK er queer-kulturen derfor stadig lig med afslappetheden og selvom de der bekender sig til queer-kulturen og som lever den ud ved at det at være queer tager afstand fra alt hvad der er normativt og hvor det er fint at have huller i tøjet og man går i det tøj man har lyst til så foregår det stadig kun i det små i undergrundskulturerne i DK virker det som om. Queer-kulturen skal have grobund uden jantelov og glosuppe for så kan vi endelig være frie i DK og det vil afhjælpe den store folkesygdom angst og depression når det at være sig selv bliver gjort til noget der er ok. Når vi begynder at gå i det tøj vi ønsker os og ikke går rundt og ligner alle de andre og når vi stopper med at glo efter dem (shaming) der klæder sig eller ser anderledes ud. Danmark kunne være så mere levebart hvis vi måtte være os selv!!