ÆBLETRÆERNE I HAVEN:
Æbletræerne i haven, de to store. Dogan, kan du huske hvor mange træer der var ude i haven? I familien Lilleørs hus, som farfar lejede af den gamle præst. Nu bor de vist på Falster eller noget i den dur. Jeg må også snart ha taget kontakt til hende Kathrine Lilleør, hun dukker jo tit op i medierne. Jeg er også datter af det hus. Har hun mon selv boet der i vores hus? Det store på 2 etager. Dengang hun var helt lille..
De æbler. Gæsterne og den store gårdsplads fyldt med biler i weekenderne. De uanmeldte gæster.
Havde vi meget mere overskud til at lave den traditionelle tyrkermiddag med suppe, grøntsager, ris, kartofler med kylling i ovnen, te både før og efter middagen og frugt og så alt det løse?
Har været ude at se huset for nogle år tilbage. Æbletræerne har ikke fået kærlighed nok og haven er ikke vores mere. De har mistet deres sjæl og deres storhedstid er forbi. Farmor stjæler ikke længere små bider jord for at gøre køkkenhaven større for hvert år der går i smug fra farfar og os andre.
Haven er der stadig og jeg bliver sendt ud for at hente persille og mynte til den tyrkiske æggesalat. Forsynet med den lille gule skål, går jeg fra hoveddøren og rundt om huset og ud i haven. Vi er meget heldige at vi har så stor en have eller også virkede alting bare meget større da man var lille. Lige under vores gamle soveværelsesvindue har farmor sået et firkantet stykke med mynte. Den lille urtekniv er sat ned i jorden og venter på at blive brugt. Jeg trækker den op af den mørke og fugtige jord. Prøver at skære som mor har lært mig. De skal jo også komme igen til næste år eller var det sån at de voksede lidt mere om et par uger, så man stadig ku få lidt lækkert til salaten.
Indenfor er alt dækket op og kun det sidste mangler til salaten. Huset er fyldt op, der kommer en liflig duft af stegt kylling med kartofler og vi skal spise af 2 eller 3 hold. Det er weekend og vi har mange gæster på besøg.
Jeg elsker at opholde mig i vores have. Når skyggerne kommer følger jeg efter solen med mit tæppe og kalder det at jeg flytter til de varme lande. Andre gange sidder jeg oppe i et af de 2 store og mægtige æbletræer med mit lille tæppe bredt ud, endnu engang med min dukke Louise, opkaldt efter en veninde i børnehaven som flyttede væk. Haven passer på mig og giver mig frokost når jeg kommer hjem fra skolen og de voksne ikke er kommet hjem fra arbejde endnu. Der er de 2 små æbletræer, vinterpæretræet og de 2 uforglemmelige æbletræer. Imellem netop de to træer har min far sat en meget stor gren op så min gynge kan hænge dér. Jeg nyder den blå himmel og solen der varmer mig. Jeg er helt tryg og afslappet.
På begge sider af mit hus er der vilde haver. Når man går ind fra Møllehaven er der en sti, som fører igennem en meget gammel have. Her boede ”gamle mor”, som passede mig dengang jeg var lille. Det husker jeg selvfølgelig intet om, men haven har kirsebær, stikkelsbær og ribs og om efteråret laver vi børn hule mens regnen pisker ned. Lotte og jeg har leget naturskole dér, allerede før vi startede i skole, med vores imaginære elever, som sku finde 10 forskellige planter, blomster eller frugt inde i den STOOORE skov som ”gamle mors” have nok mest var. Lidt sjovt at vi begge mange år efter endte på seminariet og kom til at bo på samme kollegium. For sidst vi legede sammen var inden børnehaveklassen.
Bor på Frederiksberg.Tæt på Frederiksberg have, som ikke har meget frugt eller grønt at byde på, men der er til gengæld grønt med ældgamle og smukke træer; og jo så er der egern.
Har lige købt et for en gangs skyld knasende sprødt og sødt æble fra Kvickly. Det er selvfølgelig intet ift. de æbler vi havde fra træerne i haven. Det må ha været som Jesubespisning, der var nok til alle vi kendte og til os selv. Folk kom på besøg hos os med store indkøbstasker. Det var næsten for groft syntes vi nogle gange, men vi er jo tyrkere og kan ikke sige nej til hverken gæstfrihed eller andet vore nærmeste ber om. Nogle familier fik endda i starten af deres ophold i DK også lov til at bo hos os, da vores hus var meget stort. Det var heldigvis et par meget ”givende” træer og hverken jeg eller andre vi kender har nogensinde fået den sort æbler før. Vi spiste dem også om vinteren, hvor de lå spredt på hvide madlagner nede i den uhyggelige kælder, som man kun gik ned i sammen med en voksen. Hvor min farmor fyldte den gennemsigtige frugtskål op og skrællede de stødte og brune æbler for os. Som af en eller anden grund smagte godt, selvom de rent faktisk var gamle æbler.
————
Hülya Ucar 13/3-2006