22. april 2015, London.
 
I DK mangler vi et sprog som kan forklare os hvorfor vi rent faktisk lever I et udefra tilsyneladende lykkeligt land, men I virkeligheden keder os afd helvede til fordi vi er super-tilfredse med vores tilvaerelse (-tror vi) for der er en grund til at folk og herunder selv helt unge mennesker I Kongeriget DK er ensomme og ‘leger psykologer og selvrealiserer derud af. En masse terapeuter (rent faktisk er det en hel industry i min mening, der tjener en masse penge pa vores kedsommelighed og ensomhed og deraf resulterende psykologiske skavanker. En masse mennesker gar rundt med sma farvestralende piller som ikke gor dem lykkelige. Vi skraber kun pa det yderste lag i vores research. Akademikere gider end ikke blive og lave research i DK, bade fordi akademikerne ikke har mange de kan tale med som ogsa onsker at aendre og ga flere lag under hvad vores livstilstande i DK er for en storrelse, men ogsa fordi det simpelthen er for kedeligt at studere pa et kritisk niveau fordi retorikken altid er grov overfor fx. skolelaerere og paedagoger og det tager vi som en selvfolge i DK. Men det er da ikke ok at se ned pa dem der passer pa vores born og underviser dem og bruger mere tid pa dem end deres foraeldre. Ej heller er det iorden at se ned pa det stykke arbejde som akademikere laver hver isaer. Der er fanme brug for mere humaniora i vores lille land taenker jeg.)’
Vi kan slet ikke tale med nar andre lande taler om indvandring, globalisering, racisme og slet ikke kolonialisme eller post-kolonialismen. Vi er kommet ret meget for sent til timen. Faktisk sidder vi lige nu allesammen ude pa gangen og vores laerer kalder os stadigvaek ikke ind. Vi er blevet glemt. Vi har vaeret sa nedladende overfor vores humanister og sociale forskere at vi har savet den gren over som vi sidder pa. Selvfolgelig er vi forende pa design, mode, mad, arkitektur og mange andre ting I DK, men det er heller ikke der jeg ser at vi har et problem (andet end det at kunsten er blevet til cultural industry og forovrigt er meget elitaert og hvidt). Jeg ville gerne nu have stroet et par kulturteorier ud i skrivende stund, men vi er slet ikke der endnu ser jeg.
Derfor er vi nodt til at se pa hvorfor Sverige er mere politisk korrekte end os, vi er nodt til at se pa Gevalia-pigen som symbol pa noget der faktisk ikke var ok. I skolen laerte jeg aldrig om hverken Gronland eller om St. Croix eller St. Thomas. Kolonitiden eksisterer ikke i vores bevidsthed eller i vores sprog eller sprogbrug. Ej heller i vores tilgang til og blik pa indvandrere og deres efterkommere eller flygtninge. Noget er problematisk og vi tror som sma forkaelede born at det bare er de voksne (:laes resten af verden) der vil bestemme over os. Mens vi bare stadigvaek graeder snot og vil have vores egen vilje. (Jeg fik vist ikke sagt at jeg selv er tidligere folkeskolelaerer, sprogskolelaerer og sidst modersmalsunderviser i dansk i London. Tror heller ikke jeg naevnte at jeg har vaeret igennem en del terapi). Men jeg tror forst at jeg begyndte at forsta hvorfor jeg i mine 20ere og starten af 30erne folte mig ensom og ikke havde meget selvvaerd at byde pa, mens jeg levede i DK.
Da jeg kom til London studerede jeg Fine Arts og senere Cultural Studies. Her provede jeg at forsta hvorfor jeg dog folte mig sa meget bedre tilpas mentalt og fysisk i London fremfor i mit fodeland og hjemland DK. Jeg ville vide hvad det var for et blik som jeg altid talte om, men som ingen jeg kendte forstod sig pa. Jeg gav mig selv en working title til et essay (Second Migration) jeg skrev og der optraevlede det som jeg hele tiden usynligt havde folt, men ikke kunne saette ord pa. Her studerede jeg det som kaldes Eurocentric gaze (det eurocentriske blik). Til tider kaldte jeg det glosuppe. Det gor mig stadigvaek traet nar jeg kommer til DK.  Jeg studerede mimicry og hvordan lige meget hvor dansk jeg er, ser ud, taler og opforer mig ikke er nok for at blive anset som dansker. For den koloniale magthaver er bange for at jeg (laes: slaven og indsaet idag: indvandreren) vil blive bedre end dem til alt hvad der er dansk og derved vaelte og overtage magthavernes position.
 
Men ikke nok med det sa er vores Jantelov ogsa en anden synder, som vi burde stille sporgsmalstegn ved og diskutere og fa analyseret, sa vi kan danne et begyndende sprog, der kan have indflydelse pa den made vi taenker pa i DK og om det at vaere dansk. istedet lukker vi ojnene som en mental patient der helst ikke vil se virkeligheden, men istedet vedblive med at leve i fantasien og dissociationen. Det er desvaerre sadan vi er.  Sorry to be the messenger. Jeg er sgu selv en del af det, men hvis vi alle taler med om disse ting og laerer at forsta og fa indsigt i vores egen lille kultur, sa vil vores hverdag ogsa blive nemmere.
 
Det er ikke nemt at vaere kvinde I DK fx. Synes heller ik det er nemt at vaere mand for den sags skyld. men vil ikke begive mig ud pa dybt vand angaende maend, det ma andre kulturteoretikere tage sig af. Som kvinde oplever jeg tit i DK at vi spiller nogle lidt underlige roller og ikke helt er os selv. Vi har ikke noget selvvaerd. Selv mit selvvaerd aendrer sig nar jeg kommer til DK. Jeg oplever at folk kigger pa mig ikke kun med det eurocentriske blik eller med Jantelovens mentalitet, de kigger pa mig fordi de kan se at jeg skider fanden i hvad man ma og ikke ma have pa eller sige eller gore i offentlige rum. Jeg gor det dog kun de forste par uger jeg er i DK, dererfter tynder det ud i mit selvvaerd og jeg bliver selv en tinsoldat i Jantelovens haer.
 
Jeg mener rent faktisk at det er uhyre vigtigt og aktuelt at vi far flere humanister og flere researchere i Danmark, ikke kun fordi vi skal vaere konkurrencedygtige med andre lande, men ogsa for at fa et meget bedre indeklima i vores nyheder, medier og hverdag samt i vores tone angaende indvandring, feminism, shaming generelt og det der sjove ord integration (som oftest sker af sig selv, som i mit tilfaelde og i flere 100 andre tilfaelde jeg kan referere til). Men ogsa fordi det er pa tide at vi abner ojnene op og ser hvordan vores fortid; vores koloniale fortid har pavirkninger pa det vi gar og lever i idag i dagens Danmark.
 
Jeg siger ikke at England er fejlfri pa dette omrade ej heller at racismen ikke findes her. Selvfolgelig eksisterer det ogsa her, men der er retningslinjer og love der tager hand om indvandrerens rettigheder. Men det jeg siger er at JEG foler mig bedre tilpas og pa en (pinlig)made foler mig mere hvid og priviligeret her, fordi jeg her ikke er den morkeste glod pa gaden eller i bussen. Her anses jeg for vaerende hvid. Ikke fordi at dette ikke foles vammelt nar jeg smager pa det jeg rent faktisk sidder og skriver lige nu…men det er med et egoistisk ja for det at fole sig ligestillet og som medborger er fedt! For det har jeg rent faktisk aldrig provet for. Ogsa selvom det er pa bekostning af asiatere og sorte i London. Her foler jeg at jeg bliver set pa og ikke begloet for min harfarve og anset som vaerende pa lige fod med andre medborgere og at det her IiEngland er ok at have dansk accent eller indisk for den sags skyld. Er godt klar over at jeg som tidligere studerende og nu som en del af den nytilflyttede unge generation af unge studerende fra Tyrkiets mange universiteter kan gemme mig og som borger i en engelsk kommune der er kendt for sin super-diversity pa den mest stolte made. Jeg har mulighed for at gemme mig, fordi jeg netop ikke er vokset op i den migrant-psykologi og dens dynamikker som andre engelsk-tyrkiske unge der er fodt og opvokset i England oplever det. Nej, den del oplever jeg heldigvis kun hvis jeg vover mig udenfor London f.x. Essex. Der kan de britiske hvide fa mig til at ga tilbage til min dansk-tyrkiske rolle hvor jeg er mindrevaerdig og skal bukke og slikke og snakke perfekt dansk og vaere ekstrasod og hjaelpsom og opmaerksom og vaere en af de bedste i skolen og overbevise alle om at ege da godt ma drikke, kan drikke og forovrigt ikke har forbud mod at spise svinekod (da jeg er Alevitisk). Men alligevel far jeg ikke lov til at fole mig helt dansk og det sarer mig, for jeg er fodt i DK. I England kaldes jeg for dansker bade af mine tyrkiske venner og engelske kolleger. Her ma jeg gerne vaere dansk og stolt.
 
I London er livet bedre for mig personligt, men her leves i et tilsyneladende udadtil farverigt og multikulturelt samfund som selvfolgelig har sine egne raciale udfordringer.