22. april 2015, London.
I DK mangler vi et sprog som kan forklare os hvorfor vi rent faktisk lever I et udefra tilsyneladende lykkeligt land, men I virkeligheden keder os afd helvede til fordi vi er super-tilfredse med vores tilvaerelse (-tror vi) for der er en grund til at folk og herunder selv helt unge mennesker I Kongeriget DK er ensomme og ‘leger psykologer og selvrealiserer derud af. En masse terapeuter (rent faktisk er det en hel industry i min mening, der tjener en masse penge pa vores kedsommelighed og ensomhed og deraf resulterende psykologiske skavanker. En masse mennesker gar rundt med sma farvestralende piller som ikke gor dem lykkelige. Vi skraber kun pa det yderste lag i vores research. Akademikere gider end ikke blive og lave research i DK, bade fordi akademikerne ikke har mange de kan tale med som ogsa onsker at aendre og ga flere lag under hvad vores livstilstande i DK er for en storrelse, men ogsa fordi det simpelthen er for kedeligt at studere pa et kritisk niveau fordi retorikken altid er grov overfor fx. skolelaerere og paedagoger og det tager vi som en selvfolge i DK. Men det er da ikke ok at se ned pa dem der passer pa vores born og underviser dem og bruger mere tid pa dem end deres foraeldre. Ej heller er det iorden at se ned pa det stykke arbejde som akademikere laver hver isaer. Der er fanme brug for mere humaniora i vores lille land taenker jeg.)’
Vi kan slet ikke tale med nar andre lande taler om indvandring, globalisering, racisme og slet ikke kolonialisme eller post-kolonialismen. Vi er kommet ret meget for sent til timen. Faktisk sidder vi lige nu allesammen ude pa gangen og vores laerer kalder os stadigvaek ikke ind. Vi er blevet glemt. Vi har vaeret sa nedladende overfor vores humanister og sociale forskere at vi har savet den gren over som vi sidder pa. Selvfolgelig er vi forende pa design, mode, mad, arkitektur og mange andre ting I DK, men det er heller ikke der jeg ser at vi har et problem (andet end det at kunsten er blevet til cultural industry og forovrigt er meget elitaert og hvidt). Jeg ville gerne nu have stroet et par kulturteorier ud i skrivende stund, men vi er slet ikke der endnu ser jeg.
Derfor er vi nodt til at se pa hvorfor Sverige er mere politisk korrekte end os, vi er nodt til at se pa Gevalia-pigen som symbol pa noget der faktisk ikke var ok. I skolen laerte jeg aldrig om hverken Gronland eller om St. Croix eller St. Thomas. Kolonitiden eksisterer ikke i vores bevidsthed eller i vores sprog eller sprogbrug. Ej heller i vores tilgang til og blik pa indvandrere og deres efterkommere eller flygtninge. Noget er problematisk og vi tror som sma forkaelede born at det bare er de voksne (:laes resten af verden) der vil bestemme over os. Mens vi bare stadigvaek graeder snot og vil have vores egen vilje. (Jeg fik vist ikke sagt at jeg selv er tidligere folkeskolelaerer, sprogskolelaerer og sidst modersmalsunderviser i dansk i London. Tror heller ikke jeg naevnte at jeg har vaeret igennem en del terapi). Men jeg tror forst at jeg begyndte at forsta hvorfor jeg i mine 20ere og starten af 30erne folte mig ensom og ikke havde meget selvvaerd at byde pa, mens jeg levede i DK.
Da jeg kom til London studerede jeg Fine Arts og senere Cultural Studies. Her provede jeg at forsta hvorfor jeg dog folte mig sa meget bedre tilpas mentalt og fysisk i London fremfor i mit fodeland og hjemland DK. Jeg ville vide hvad det var for et blik som jeg altid talte om, men som ingen jeg kendte forstod sig pa. Jeg gav mig selv en working title til et essay (Second Migration) jeg skrev og der optraevlede det som jeg hele tiden usynligt havde folt, men ikke kunne saette ord pa. Her studerede jeg det som kaldes Eurocentric gaze (det eurocentriske blik). Til tider kaldte jeg det glosuppe. Det gor mig stadigvaek traet nar jeg kommer til DK. Jeg studerede mimicry og hvordan lige meget hvor dansk jeg er, ser ud, taler og opforer mig ikke er nok for at blive anset som dansker. For den koloniale magthaver er bange for at jeg (laes: slaven og indsaet idag: indvandreren) vil blive bedre end dem til alt hvad der er dansk og derved vaelte og overtage magthavernes position.
Men ikke nok med det sa er vores Jantelov ogsa en anden synder, som vi burde stille sporgsmalstegn ved og diskutere og fa analyseret, sa vi kan danne et begyndende sprog, der kan have indflydelse pa den made vi taenker pa i DK og om det at vaere dansk. istedet lukker vi ojnene som en mental patient der helst ikke vil se virkeligheden, men istedet vedblive med at leve i fantasien og dissociationen. Det er desvaerre sadan vi er. Sorry to be the messenger. Jeg er sgu selv en del af det, men hvis vi alle taler med om disse ting og laerer at forsta og fa indsigt i vores egen lille kultur, sa vil vores hverdag ogsa blive nemmere.
Det er ikke nemt at vaere kvinde I DK fx. Synes heller ik det er nemt at vaere mand for den sags skyld. men vil ikke begive mig ud pa dybt vand angaende maend, det ma andre kulturteoretikere tage sig af. Som kvinde oplever jeg tit i DK at vi spiller nogle lidt underlige roller og ikke helt er os selv. Vi har ikke noget selvvaerd. Selv mit selvvaerd aendrer sig nar jeg kommer til DK. Jeg oplever at folk kigger pa mig ikke kun med det eurocentriske blik eller med Jantelovens mentalitet, de kigger pa mig fordi de kan se at jeg skider fanden i hvad man ma og ikke ma have pa eller sige eller gore i offentlige rum. Jeg gor det dog kun de forste par uger jeg er i DK, dererfter tynder det ud i mit selvvaerd og jeg bliver selv en tinsoldat i Jantelovens haer.
Jeg mener rent faktisk at det er uhyre vigtigt og aktuelt at vi far flere humanister og flere researchere i Danmark, ikke kun fordi vi skal vaere konkurrencedygtige med andre lande, men ogsa for at fa et meget bedre indeklima i vores nyheder, medier og hverdag samt i vores tone angaende indvandring, feminism, shaming generelt og det der sjove ord integration (som oftest sker af sig selv, som i mit tilfaelde og i flere 100 andre tilfaelde jeg kan referere til). Men ogsa fordi det er pa tide at vi abner ojnene op og ser hvordan vores fortid; vores koloniale fortid har pavirkninger pa det vi gar og lever i idag i dagens Danmark.
Jeg siger ikke at England er fejlfri pa dette omrade ej heller at racismen ikke findes her. Selvfolgelig eksisterer det ogsa her, men der er retningslinjer og love der tager hand om indvandrerens rettigheder. Men det jeg siger er at JEG foler mig bedre tilpas og pa en (pinlig)made foler mig mere hvid og priviligeret her, fordi jeg her ikke er den morkeste glod pa gaden eller i bussen. Her anses jeg for vaerende hvid. Ikke fordi at dette ikke foles vammelt nar jeg smager pa det jeg rent faktisk sidder og skriver lige nu…men det er med et egoistisk ja for det at fole sig ligestillet og som medborger er fedt! For det har jeg rent faktisk aldrig provet for. Ogsa selvom det er pa bekostning af asiatere og sorte i London. Her foler jeg at jeg bliver set pa og ikke begloet for min harfarve og anset som vaerende pa lige fod med andre medborgere og at det her IiEngland er ok at have dansk accent eller indisk for den sags skyld. Er godt klar over at jeg som tidligere studerende og nu som en del af den nytilflyttede unge generation af unge studerende fra Tyrkiets mange universiteter kan gemme mig og som borger i en engelsk kommune der er kendt for sin super-diversity pa den mest stolte made. Jeg har mulighed for at gemme mig, fordi jeg netop ikke er vokset op i den migrant-psykologi og dens dynamikker som andre engelsk-tyrkiske unge der er fodt og opvokset i England oplever det. Nej, den del oplever jeg heldigvis kun hvis jeg vover mig udenfor London f.x. Essex. Der kan de britiske hvide fa mig til at ga tilbage til min dansk-tyrkiske rolle hvor jeg er mindrevaerdig og skal bukke og slikke og snakke perfekt dansk og vaere ekstrasod og hjaelpsom og opmaerksom og vaere en af de bedste i skolen og overbevise alle om at ege da godt ma drikke, kan drikke og forovrigt ikke har forbud mod at spise svinekod (da jeg er Alevitisk). Men alligevel far jeg ikke lov til at fole mig helt dansk og det sarer mig, for jeg er fodt i DK. I England kaldes jeg for dansker bade af mine tyrkiske venner og engelske kolleger. Her ma jeg gerne vaere dansk og stolt.
I London er livet bedre for mig personligt, men her leves i et tilsyneladende udadtil farverigt og multikulturelt samfund som selvfolgelig har sine egne raciale udfordringer.
Desayuno; Turkish breakfast.
Desayuno
Istanbul’da kisa bir donem yasarken birden bire ani bir aydinlanma oldu kafamda. Kucucuk ama korkunc bir revelation’du.
Burda herkes (yani herkes!) sabahlari kahvaltida zeytin yiyorlardii.
Eger burda, bu ulkede benim anamin babamin anavataninda herkes zeytin peynir yiyorduysa , bu demek ki kafalari, evdeki/ic makandaki tum davranislari da birbirine hemen hemen benziyordu..ayniydi.
Bunu anlamak /gormek korkunctu. Yani ulkeyi de zeytin peynirli kahvalti eden insanlar/zihniyetler yonetiyordu. (Tuzluuu).
Kahvaltiya olan buyuk askim herhalde Volkan’i tanimakla gelismis olmali. Eskiden kuzenimin ailesine ziyarate gittigimde sergilenen kahvaltilarin mukemmel olmasina degil de daha cok cesitliligine hayran kalirdim. Master in breakfast and picnic making diye hitab ederdim onlarin bu kahvalti ve piknik anlayisina.
Alismis kudurmustan beter olacak ki, yillar sonar Londra’da kahvaltiyi kacirirsam o tum gun icimde kara bir aci gibi kaliyordu. Ve o kahvaltinin tatlisiyla, tuzlusuyla yapilmasinin gerektigine inaniyorum. O yuzden de aksamin 8inde bile eve donsem apar topar o kahvaltinin sicak sutlu cayini (ingiliz halim degil bu gercekten, Danimarkadayken de bu ingilizligim vardi.
Caylarimi ya Ingiltere’den getirtiriridim ya da ozel caycilara giderdim).
Ekmegin tost makinesinden cikmis sicak bir kac dakikalik ilk hallerinin kokusunu, recelin meyveden aldigi tatliligini, Danimarka markasi Lurpak tereyaginin ve bir kac zeytinin tuzunu ve peynirin yumusakligi ile olan kahvaltilari severim hep.
Bu aliskanlik bende “iyi ki Danimarkali degilimi” soyleten seylerden biridir. Bir bu, bir de “iyi ki Turkiyedeniz, yoksa Danimarkalilar gibi biz de misafirsiz ve guzel yemeklere hasret kaliriz” idi. 10-11 yasinda Danimarka’daki Karslunde koyumuzdeyken her haftasonu bunu dusunurdum. Arka fonda kilise canlarinin sessizligi boldugu gunlerdi haftasonlari. Zaten yeterince yorgun olan annecigime misafir gelmedigi zamanlar hamur yogurmasi ve hamur sicrayip misafir gelmesi icin zorladigim gunlerdi. Sessizligini hic sevmedim Danimarkanin. Orasi ebnim icin hep bir koy kalacak.
Sonra kahvalti sevdam calistigim okulda ispanyolca konusan bir ogretmene iyi sabahlar diyemeyisimin bilinc alti hallerine aldi goturdu beni. Is arkadasima icimden gelen tek ispanyolca kelimenin saat 8.15 surlarinda desayuno oldugunu anladim. ‘Desayuno’ ispanyolca ‘kahvalti’ anlamina geliyor.
Kahvalti istegim ve o saatte ki eksikligim o kadar disa vurmus ki sadece ‘desayuno’ diyesim geliyor gunaydin yerine. Isarkadasim tabii ki guldu, ama nedenini ona anlatmadim hic.
O gunlerde digger isarkadaslarima kahvaltimi yapmis olmazsam o gun gec saatlerde de olsa yapma istegimi dile getirdim ve sadece bunlarin arasinda beni turkce anadili ogretmeni anladi tabii ki.
O gunlerden hemen sonra tuzlu, tatli, sicak, soguk felan bunlar ayri ayri gozumun onunde ayri ayri tek basina seyler gibi canlandi. Sanki catalimin biraz yagli, biraz tuzlu, azicik baharatli, tekrar tuzlu, biraz ekmek , sonrasinda tatlisi boyle minik minik bullet points’ler gibi her kahvaltinin bir timeline’i olustu sanki.
Yani sadece mimikleri canlandiran duyular, agiz ve catalin arasindaki bu tatli tuzlu aci yagli git gellerden olusan bir film yapilabilir gibiydi adeta. Orumcek agina benzeyen bir resim gibi.
For a future exhibition at Aarhus Central Station. Documenting the preparatory to the performance video ‘Stereotyped’
‘Stereotyped’ is a performance video from 2013, in Aarhus, DK.
In the near future, I aim to make a video-installation, documenting photos from before the video-shooting ‘Stereotyped’ of in frames and sound files on the subject of the video + an interview on why the photos are being displayed and their display method and space)
We should no longer play THE 3 MONKEYS!! I can see/you can see, I can hear you can hear, I can speak/you can speak.
What is a Turkish bride in her bridal gown doing in a public toilet for women at Aarhus central station? And where the hell is her groom?!
-photos on display: are intimate, therefore they are displayed in small scale. And they are performed and displayed to get an attention, but not an exhibitionist or self-orientalizing attention. They are there to document my changing room (the public ladies’ room at Aarhus central station, where a lot of people besides using the toilets for natural urgent purposes also gets ready to go in to the city of Aarhus making their personal statements via clothing and everyday performances, performing to be a woman, dressing up for someone/dressing up for the world, putting on their body faces.)
My aim is to show that the skin of ethnic minority women are not any different from other women’s skin or that the moment of awkward places for undressing/changing is the same no matter skin colour. I was actually standing by the ‘emanet’ closets at the station while taking of my bridal gown before putting on my normal clothes. It was a moment where other people could have easily seen me/watched me/a camera was probably on at the station seeing me/I could have been stopped by security for reasons of exhibitionism or for displaying unusual migrant behavior.
Jeg hedder Hulya, et helt almindeligt dansk navn!
Jeg hedder Hulya, et helt almindeligt dansk navn!
Det udtales lydret sådan her [Hylja]. Jeg skriver det gerne under min jobansøgning lige næstefter min underskrift. Jeg vil gerne at det bliver behageligt for arbejdsgiveren at udtale mit navn når jeg-hvis jeg kommer til jobsamtalen eller til et interview i andet øjemed.
H – umlaut/u med to prikker – L – engelsk y/dansk j – A
H – u – l – y – a
Måske jeg er lidt ligesom min far; Jeg har dog ikke lagt mine børn i seng men i stedet lagt London i seng. Metropolen er gået til ro omend et par ambulancer, taxier og røde busser stadig kan høres ude fra min highstreet.
Jeg er vist et kært barn; jeg har haft mange navne/kælenavne ligesåvel som øgenavne og formelle kaldenavne.
I min skoletid var mit navn sjældent et problem alle udtalte det på dansk og jeg stillede aldrig spørgmålstegn ved det. Det var blot sådan det var; så derhjemme var jeg Hulya udtalt på tyrkisk på den rigtige måde (det kaldte jeg det dog ikke dengang) og i skolen og ved offentlige instanser var jeg [Hylia, Hyrliga, Hylija,]. Jeg kunne blive udtalt på mange måder så når jeg sad i fx et venteværelse hos en speciallæge eller hos hudlægen så skulle jeg være ekstra opmærksom rent auditivt for mit navn kunne sagtens allerede være råbt op, for jeg vidste jo aldrig hvad jeg kom til at hedde den dag.. Jeg må have fortalt det til mine veninder i folkeskolen for da jeg skulle have isnet en fodvorte op til flere gange kom mine veninder selvfolgelig med op til hudlaegen i Hundige Centret. De ville også gerne vente i stor spænding på at mit navn blev udtalt skrupforkert så vi alle sammen kunne grine hojlydt af det. Det blev et ritual hver gang at de så tog med mig til hudlægen, man fik jo ogsa noget slik derhenne.
Det var i virkeligheden kun når der var vikar eller at jeg startede på gymnasiet eller på seminariet at der ved opråb af klasse-protokolen var øjeblikke hvor jeg nærmest følte at det var pinligt og skamfuldt at være tyrkisk og ikke have et dansk navn. Jeg sad og ventede på at mit navn skulle råbes forkert op. I dag tænker jeg at jeg forinden burde have lært min nye lærer eller vikaren hvordan mit navn skulle udtales så jeg ikke følte mig anderledes eller at læreren blev flov over at have udtalt mit navn forkert og sat mig i rampelyset. Jeg er selv uddannet folkeskolelærer og jeg gjorde i starten af min lærerkarriere meget ud af i dte mindste at udtale de tyrkiske og mellemøstlige børns navne korrekt, men overraskende nok blev jeg irettesat af elever der syntes det var flovt at deres navn blev udtalt på deres modersmål. Det var ikke dansk. De ville hellere hedde Ayse og ikke udtales med tyrkisk accent Aishe. Jeg gjorde det de bad mig om for måske ville jeg også helst udtales på dansk dengang jeg var skoleelev. Det får os nok til at føle at vi er danske mens vi er børn.
At ringe hjem til Annika endte altid i sjov og ballade, da hendes far nærmest altid tog telefonen når jeg ringede og råbte som en reaktion altid “Hulya, hvem er det der hyler” og ”der er en der hyler her i telefonen Annika” sa det kunne hores hele vejen ud af stuen og ind på Annikas værelse. Så der blev grint en hel masse hver gang jeg ringede til familien Lysskov Larsen.
Eller når man foretog et opkald til en ny person så kunne man risikere denne her: “Hulya hva for noget.. af hva behar. Kan man hedde det?”
Foran på de hvide rudekuverter igennem mit tidlige voksenliv, ventede jeg spændt på hvordan mit navn nu mon var stavet denne gang, for hvordan er det lige at man som sekretær eller adminstrativ medarbejder på Frederiksberg Kommune kan finde på at stave mit navn således; Hyrlige Vcar. Jeg er dog i min gymnasietid blevet kaldt Afskylia navngivet efter Skærmtrolden Hugo’s merchandise aka Afskylia-bolcher.
Inden jeg flyttede til London ville det have været utænkeligt for mig at have et ønske om at mine danske veninder skulle udtale mit navn rigtigt og at ejg ikke var 2 identiter ej heller 2 navne. Jeg ville gerne samles I et og smame navn udtalt pa tyrkisk og føle at ejg var stolt af at være tyrkisk og ikke skamme mig over min baggrund, som jeg ahvde gjort det igennem hele mit liv. Jeg ønskede at jeg kunne bruge visse tyrkiske ord blandt mine danske veninder og få dem indført I vores fælles ordforråd.Men selvom jeg engang imellem prøvede så var det skamfuldt.gad vide om de ved det?
Jeg ville gerne kalde min far for baba for det er det han er og min mor for anne. Og jeg ‘nskede inderligt at kunne bruge det I en sætning på dansk og bare lade ordet baba kravle forsigtigt ind og indtage sin plads ved siden af æ,ø og å’erne. Det ville have passet så godt og ingen skulle stille spørgsmålstegn ved det og vi sku heller ikke tale om det. det sku bare ske. men det er det stadigvaek ikke for mit vedkommende.
Eren min nevø på 5 år bad sin far om at udtale hans navn som Eran, fordi pædagogerne I hans børnehave ikke kunne udtale det. Jeg husker at Eren græd da han bad min bror om at han aldrig mere skulle kalde ham Eren, men istedet det i danske ører mere danskklingende sangernavn-Eran DD. I lang tid forsøgte min bror og hans kone at lære pædagogerne at udtale Erens navn,men det kunne de simpelthen ikke. Og til sidst gav Eren op, det var hjerteskærende og hvor må det have været svært at være forælder i en sådan situation. Eren bor nu i istanbul og går på en engelsksproget international IB-skoleog hans forældre nyder at bo udenfor DK. Erens navn udtales her pa engelsk.
Min niece Ronya ville være blond ligesom Rapunzel. Hun mente at når hun blev stor ville hun blive lyshåret ligesom Rapunzel. Det er disturbing for mig at vide dette.
I london boede jeg i en bedsit og min gode ven og nabo Rick havde en gammel bog fra et antikvariat der hed Most Common English names vistnok. Og jeg ønskede mig så inderligt den bog og at den kunne have en dansk søster-bog med de mest gængse danske navne. Og i den bog skulle der stå Hulya, Eren, ronya, Hatice, haydar, Sati, Huseyin, Melek, Eda, Melisa, Sune, Mitat, Deniz, Veli, Emine, Dogan og Emrah. Det er navnene på alle i min familie nemlig. Og der skulle være masser af andre navne på arabisk og pakistansk m.v. og kommunerne og skolerne skulle have en hver.
Curtains for vents…
Growing up as a Turkish girl I always had a strange relation to curtains. Since in Turkish households you always have curtains for night time, but also curtains (tyl) even for daytime use. I never really liked curtains as they were taking up too much space as well as taking part of the daylight. Equally I never understood why dressing/undressing in front of a window was a problem… I always and still undress for the whole neighbourhood it seems…The lucky viewers this time are the Jewish families in the building in front of my estate. My ex-husband years ago interpreted a stone being thrown in through my Stamford Hill bedroom window with my dressing/undressing in front of the window with no shame in a Jewish/Muslim neighbourhood. It’s not that I would explain this as an exhibitionist act or a consciously chosen performance. Still part of me apparently tries to be very tidy and chastity looks like something the curtains could protect in this act of putting curtains on even non-existing wanna-be-vent-windows.